Her er et længere tankeskriv: Ja de bliver aldrig korte. ;!)
Jeg kan varmt anbefale Manden i Hullet på Danmarks Radio. Det tog mig nogle dage, før jeg vovede at se første afsnit, da jeg var bekymret for, at de to “ydmyge” herre Rasmus Bruun og Frederik Cilius havde gang i noget lidt for pjattet denne gang. Jeg troede faktisk, det var et rent satirisk vinkel på noget samfundskritisk.
Nuvel, jeg har nu set første afsnit, og ja, det er satirisk og anderledes, men meget typisk Bruun og Cilius. Selve omdrejningspunktet ændrer sig en smule, men i sin essens handler det stadig om:
Hvad definerer os? og hvad søger vi med det, vi gør?
Denne gang i form af et hul der skal graves…
De bruger forskellige anekdoter, blandt andet spørgsmålet om, hvad en helt er, og hvem vores helte er. For eksempel ser de en fodboldkamp, og senere mens lyden fra Ringenes Herre spillede i baggrunden (btw et generelt fremragende valg af baggrundlyd i programmet), reflekterede jeg over, hvem jeg er “helt” for, og hvem mine helte er.
Det fik mig til at tænke på en øvelse fra arbejdet den anden dag, hvor vi skulle finde de ti største udfordringer og de ti største glæder i livet lige nu. Her måtte jeg indse, at verdens store udfordringer som klima, krig og ulighed stadig fylder meget i mit perspektiv. Men mine største glæder er også knyttet til, at jeg aktivt gør noget. Jeg er (indrømmet host host) stolt over, hvor langt EU og Danmark er kommet, og over, at jeg trods alt lever i sikkerhed, med tag over hovedet, mad og rent vand… noget, som utrolig mange af mine medmennesker ikke har. Ja endda også stadig i DK. Jeg er stolt over at være pædagog og at være en “helt” for nogle få unge og voksne i denne verden. Og jeg er taknemmelig for de mennesker, jeg har mødt, som har skubbet mig i retninger, der har haft afgørende indflydelse på, at jeg i dag vælger at skubbe i en positiv retning.
Så helten for mig er ikke én enkelt person, men mange og måske mest af alt det faktum, at jeg vokset op sikkert og trygt i et samfund, der er drevet af fællesskab og muligheder. Det minder mig om, at selv små handlinger kan gøre en forskel, og at vi alle har et ansvar for at bidrage til en bedre verden, hver på vores lille måde. For det er i de små, daglige valg, at vi skaber mening og forandring.
Så tænker jeg… Hvad er en helt?
En helt er måske ikke længere den mytiske kriger, der redder verden med sværd og skjold, eller den enestående geni, der alene ændrer historiens gang. I et velfærdssamfund, hvor sikkerhed, uddannelse og sundhed er grundlæggende rettigheder, bliver helten ofte usynlig… Er det fordi helten er os alle sammen? Helten er den, der vælger at stå op om morgenen og gøre en forskel i det små: pædagogen, der lytter; naboen, der hjælper; den enkelte, der tør stille spørgsmål til status quo.
I disse dage, er helten den der stemmer i et demokrati?
Velfærdssamfundet har måske ændret definitionen af heltemod. I stedet for at være en undtagelse, en enkeltstående figur, der overvinder umulige odds, er helten i dag den, der tager ansvar for fællesskabet. Det er den, der erkender, at frihed og tryghed ikke er givet, men noget, vi aktivt skal vedligeholde. Igennem empati, handling og viljen til at se ud over sig selv. Helten er ikke længere den, der kæmper mod drager, men den, der vælger at kæmpe for noget: for retfærdighed, for bæredygtighed, for hinanden.
Måske er det netop i velfærdssamfundets trygge rammer, at vi får muligheden for at blive helte på en ny måde… Ikke ved at redde verden alene, men ved at bygge den sammen, én lille handling ad gangen.
Hvad synes I?
Anywho, se Manden I Hullet på DR.
Hverdagens helte, er det helt sikkert for mig. I skarp kontrast til idol dyrkelse.
Det er helten der står op hver dag, vælger sort arbejde fra, selv om økonomien måske er presset. Det er sammenholdet i hverdagen, troen på at den tilfældige person på gaden vil bakke dig op, det er dem der er heltene… ikke desto ting, ikke dem som skiller sig ud :)
Det er faktisk en helt specielt helt, dem (os!) der aktivt vælger skat til, vælger at betale en del af sin løn til os alle.! Den er god
Det er sjovt at du nævner Ringenes Herre for jeg havde netop en samtale med en veninde i går omkring Game of Throne vs Ringenes Herre, både I forhold til filmatiseringerne men også bøgerne.
Min påstand var at Game of Thrones kun ville kunne blive en stor ting i fredstid, hvor vi har overskuddet til at sidde og læse om røvhuller der dolker hinanden i ryggen hele tiden.
Nu hvor fredstiden i højere og højere grad er på vej ned ad bakke, så virker Ringenes Herre ikke kun mere tiltrængt, men også mere relevant end nogensinde.
Ringenes Herre er en hyldest til hverdagsmennesker. Det er ikke de mest magtfulde, de rigeste, stærkeste, kløgtigste eller dem med de mest usædvanlige evner, der redder verden. Det er hverdagsfolket, småfolket, der værner om de gode værdier, om det rolige, mondæne liv, hvor man vinker til naboen og passer sin have.
Game of Thrones er et imponerende værk også selvom det er ufærdigt, men det er et værk, der handler om de store, magtfulde folk, der har indflydelse på det hele mens småfolket for det meste overlades til baggrundsstøj og kun sjældent (nævneværdigt i A Feast for Crows) får lov til at komme i fokus, men her er de ofre, uden evne eller indflydelse.
Ringenes Herre er så uendeligt relevant i dag, mere end nogensinde. Jeg sad og så nogle klip fra filmene fornylig og blev meget rørt. Det er svært at sætte ord på hvor meget det værk betyder for mig når jeg kigger ud i den nuværende virkelighed hvor verden virker mere og mere vanvittig. Det er svært at holde fast I sine medmenneskelige værdier når man hører almindelige mennesker åbent støtte og promovere jødehad og andre vanvittige ideologier og værdier, som ville have været udskammet for få år siden. Det er svært at tro på det bedste i mennesker når man ser hvor nemt og hvor lidt der skal til at slukke almindelige menneskers medfølelse for andre og i stedet ønske dem ondt.
Så ja, når jeg ser små klip fra Ringenes Herre og lytter til andre klip af Tolkien, der læser sit værk højt, så føler jeg en helt enorm trøst indeni og får lyst til at gøre mig endnu mere umage med ikke selv at ende som et kynisk og hadefuldt menneske.
Jeg ser også hverdagsmennesket, der bevarer sine værdier og sin medmenneskelighed overfor andre som en helt. Især nu. Heldigvis er disse mennesker i overtal, de har bare ikke det samme behov for at blive set og hørt hele tiden.
Jeg ved ikke om jeg er nogens helt. Det tror jeg ikke rigtig jeg er, men jeg ser op til en del folk. Nok allermest min kæreste. Han er et usædvanligt godt menneske. Ubegribeligt tålmodig, empatisk og forstående. Han modtager rigtig mange verbale tilsvininger på sit arbejde og han evner at se ud over det og se mennesket bag, forstå hvor deres ord kommer fra og hvordan han kan afvæbne dem med omsorg. Jeg beundrer ham hver dag. Jeg ser og hører resultaterne af hans stædig væsen hele tiden. Folk, han har arbejdet med, der takker ham fordi han så dem som mennesker og viste dem respekt og forståelse og altid var rar. Det er sådan noget, der gør mig så betaget af ham og jeg lærer hele tiden fra ham.
Først og fremmest: Du er en helt herinde. Jeg har stadig en tråd med film gemt, ventende på tid og overskud til at få dine næste tips. Du har en helt særlig evne til at se verden i et fantastisk lys og så kommer du pludselig, som ud af det blå, med nogle skarpe refleksioner over et skriv, som andre har lavet. Det sætter jeg virkelig pris på, og det inspirerer mig.
For du har ret. Ringenes Herre er jo netop den spændende rejse for hverdagens helte, dem der uden superkræfter eller kongelig arvefølge alligevel skal redde verden fra undergang. Det er den lille mand, der står op imod det umulige, og det er netop det, der gør historien tidløs. Samme tema genfinder vi i mytologier verden over: Den græske Odysseus, der trods sin list og mod må kæmpe sig hjem til Ithaka; den nordiske Tor, der beskytter Midgård mod kaoskræfterne; eller endda den japanske folkehelt Momotarō, der med sin enkle baggrund og mod sejrer over onde ånder. Det er altid den almindelige, der bærer håbet.
Game of Thrones derimod udforsker magtens korruption og de evige kræfter, der kæmper om tronen… uanset om de rige og magtfulde overlever til morgen. Selv når modstanden rekrutterer tidligere kongelige, er det stadig hverdagens helte – som Jon Snoe eller Arya Stark, der i sidste ende redder verden fra mørket. (pointen er klar: Det er de små, der gør den store forskel, der er jo også derfor feddit er fed, vi er mange små der i det små gør en forskel for en anden)
Tak for dine pæne ord. Bliver jo helt genert. Har faktisk tænkt på om jeg bare skulle sende dig resten af listen med film eller om du foretrækker som det er nu. Har i øvrigt set flere film siden som jeg lige skal have smidt på listen ved lejlighed, 😅
Nu er jeg selvfølgelig gammel fan af George R R Martins Westeros-verden, eller Planetos, som planeten vist nok bliver kaldt, så det er ikke for at hakke ned på det han har skabt, men lige præcis Jon og Arya er langt fra den samme klasse som hobbitterne, da de begge er børn af adelsmænd og har magiske evner, der ellers var anset for uddøde blandt folk i Westoros, der bor syd for Muren. Dertil er Jon mere eller mindre avlet til at være noget helt særligt også selvom han på overfladen er bastard.
Jeg tror faktisk kun at den eneste karakter jeg umiddelbart kan huske, der får lov til at være POV-karakter i bøgerne og som er tættest på hobbitternes samfundsstatus er Davos Seaworth, som startede ud med at være ekstremt fattig og endte med at blive slået til ridder og få sit eget hus og banner efter at han frelste Stannis Baratheon mange år tidligere. Da vi så møder ham i bøgerne, har han tjent hos Stannis i mange år og er blevet mere vant til livet blandt de velstående og magtfulde. Hans edges er dog at han har bevaret sin medmenneskelighed og ydmyghed. Men det er nok ikke Davos, der kommer til at redde verden i sidste ende. Det er dem med rige mænds blod I årerne, med magiske evner og som profetierne har spået om, der redder verden.
Der hvor jeg synes at George er sjov er at han altid gradbøjer eventyrernes stereotyper og gør dem mere menneskelige i og med at de er selvmodsigelser. Brienne, som er en jomfru, ungmø, der skal frelses af Jaime, men ligner en mand og vil være ridder. Jaime, der er den flotte ridder med hvid hest og gyldent hår, men som starter ud uden ære og moral og først finder den efter den totale ydmygelse af sin karakter. Cersei som er den onde dronning, men underneden stadig har menneskelighed i sig og langt fra er lige så kløgtig og stærk som hendes stereotyp ville byde. Osv osv osv osv.
Jeg tror at George gør det med vilje når han generelt i sine bøger ignorerer småfolket. De er baggrundsstøj og tal på en tavle. Det er sådan spillerne i kampen om tronen ser dem og det er småfolket der betaler for hovedpersonernes selviske ambitioner. Der er ikke rigtig nogle hverdagsfolk i bøgerne. Der er slaver, der er Davos og så er der flere slaver, men stort set ingen af dem repræsenterer det normale, mondæne og hverdagsagtige.
Det er der hvor Ringenes Herre bare er helt anderledes, fordi den, modsat A Song of Ice and Fire, handler om hvordan folkeslag, der enten ikke kan med hinanden eller er ignorante omkring hinanden og i årevis har været sig selv nærmest, ender med at stå sammen mod en fælles fjende og bekæmpe den ondskab gennem samarbejde, venskab og kærlighed. Og helt i fronten er det hverdagsmennesket, der må bære den tungeste byrde og ofre allermest for at frelse den verden de elsker.
Jeg holder af begge universer og har stor respekt for begge forfattere, men når det er krisetider, så tror jeg altid jeg vil kigge til Tolkien først før jeg kigger til Martin. Hans værk er sjovest at nyde når verden er tryg. I hvert fald for mit eget vedkommende xD
Håber du har en fortsat dejlig dag! 🤗🤗
Jeg foretrækker klart, at det er sådan som nu. Det er som en lille gave når jeg mangler noget nyt, hæh. Vi er faktisk klar til lidt mere film, vi er ret opslugt af gysere for tiden, og er blevet vilde med den nye serie om IT! uha.
Du er så ret, og det var måske også liige at strække den lidt med min sammenligning hah. Det er meget skarpt opdelt i det univers, og ej at kunne sammenligne med Ringenes Herre universet. Jeg har ikke selv, dykket nok ned i Westeros verden ift. hvordan han skaber sine figurer med “skæve” / menneskelige selvmodsigelser, det er en sjov måde, at gøre dem mere relaterbar måske, for os i “pøblen” :p
Jeg tror jeg hælder mest til Ringenes Herre alligevel, men har heller ikke læst bøgerne om Westeros og den verden, kun set et par serier.
Og håber i har det ligeså godt i det gode liv.
Uh-huhuhuhu. Prø’ li’ hør her, makker. Du taler til den rigtige når du siger “opslugt af gysere for tiden”.
Jeg er en gyser-fanatiker, for at sige det mildt. Jeg kigger lige listen igennem ved nærmeste lejlighed og sender nogle gode gyser-anbefalinger som jeg 100% kan stå inde for og som jeg gætter på er noget for jer.
Hvor ligger jeres tolerance-niveau når det kommer til gys? Er det sådan hygge-gysere, der ikke er alt for spicy, eller må det godt være noget med lidt mere bid i, eller er I klar på noget rigtig grumt? Hvilke gysere har I godt kunnet lide og hvilke synes I ikke om?
Kan bestemt anbefale George RR Martins bøger om Westoros, hvis man er indforstået med at man aldrig får en afslutning på noget som helst. Der er rigtig meget guf at sætte tænderne i, i hans bøger, men ja, hvis man er typen, der har brug for noget håb og en god slutning, så skal man nok holde sig langt væk fra de bøger😅 🤗
Fedt! og selvfølgelig hah ! 🤩
Min kone der er tidligere har været skuespiller i den lokale “skræmme” horrorhus, og stor fan af splat, gru og horror er kunstneren bag, at jeg overhovedet opdagede gys. Jeg havde måske set Blair Witch og The Ring før jeg mødte hende. Jeg har dog set de klassiske såsom Rosemarys, Shining osv. Så her hjemme er det mig, der skriger og gemmer mig haha. Ej havde jeg aldrig overvejet, at det eksisterer rigtige gyser spil. Hvilket er (stort set) det eneste hun overhovedet gider at game.
Så derfor må du da meget gerne komme med bud, og ja gerne, rigtig gys og horror, på trods af jeg så må gemme mig. Vi har lige set Conjouring igennem, det var ret fedt.
