Mht. støj skiftede jeg stock-køleren på min efterhånden noget gamle ryzen 5 3600 ud sidste år, hvor jeg i stedet satte en be quiet! Pure Rock 2-køler på, der også har det der setup, hvor radiatoren står ud fra cpu’en i stedet for at ligge på den. Den ser ikke umiddelbart ud til at være helt lige så stille, som den du har valgt der, men allerede der var det en KÆMPE forskel! Så jeg kan støtte op om, at det ligner et godt valg :)

Jeg skal ikke kunne sige noget om integreret grafik. Jeg opgraderede til et rx 9060 xt til sidste black friday, hvor jeg specifikt valgte en model, der nærmest er lydløs, men det var også ret dyrt, og det er nok ikke blevet mindre slemt siden. Du kan vel i værste fald starte på integreret grafik og så tilkøbe noget, hvis du ombestemmer dig? Den der strømforsyning har vel overskud nok til et kort i hvert fald.

Jeg må sige, at jeg er lykkelig over, at vinden er gået over i øst her. Vi har haft en lille uge med vind fra sydøst, og det pumper kold luft ind i vores skunk og ind under gulvet på overetagen. Den anden dag stod vi op til 12 grader! Der blev godt nok brændt meget træ af i de dage. Nu er vinden i øst, og det blæser lige så meget, men det stryger fuldstændig uden om huset.

I min svigerfamilie har vi et lodtrækningssystem, hvor alle voksne giver gave til én anden voksen. Så er der lidt bedre budget, og man kan give noget spændende til én i stedet for at prøve at være kreativ til mange. I min egen familie får jeg kun af mine forældre. Hustruen og jeg har givet hinanden i gave, at vi uden skam kan købe noget til os selv, vi gerne vil have (jeg købte et grafikkort til min aldrende pc). Så jeg får kun gaver to steder fra, og det har jeg det rigtig fint med. Jeg er nemlig også elendig til at finde på ting. Mine ønskelister bliver nemt til ting, jeg selv har villet købe, men så har jeg ikke fået taget mig sammen til at gøre noget ved det.

Mht. bogen så kan du måske give råd ud fra de problemer, som teksten har? Fx at den beskrivende tekst på sin egen måde er smuk men skal strammes op, fordi det er svært at forstå, hvad der egentlig foregår, og at den her ordrige beskrivende tekst ikke stemningsmæssigt matcher dialogen, fordi ordforrådet er anderledes. Det er nok de primære råd jeg ville give, hvis jeg vidste, der ikke var brugt AI, men det er også nogle af de ting, der udstiller, at der nok faktisk er brugt AI til at skrive det. Hvis forfatteren ikke bliver konfronteret med beskyldninger men bare får at vide, at det samlet set ikke fungerer, så er det måske lidt nemmere at sluge? Teksten er jo på en måde en omvendt Brandon Sanderson. Hans prosa er ikke ligefrem stor lyrik, men hans worldbuilding er altid gennemført, og du forstår altid, hvor alle er, og hvad de gør. Og han har rigtig mange læsere, fordi folk forstår det. Den tekst du har fået er på overfladen velskrevet, men den er næsten uforståelig.

Nå, nu kom jeg i gang om den historie igen. Jeg har tænkt meget over den og snakket om den med min hustru, der arbejder meget med AI i det daglige, så den ligger mig åbenbart meget på sinde :)

Fedt med børnenes gaver i øvrigt! Mine har også pakket en hel masse ind, og det er faktisk så hemmeligt, at jeg ikke ved, hvad det er, men vores rodeværelse er fyldt med indpakkede ting efterhånden.

Jeg klarede det først på formiddagen. Jeg bor et sted hvor der kun er et enkelt valgbord, men til gengæld var der ingen kø, da jeg kom, så det var hurtig klaret.

Der var ingen tvivl om at min læge slet ikke ville røre ideen om stress med en ildtang. Han konstaterede at jeg ikke fejlede noget, hvorefter han sad længe tavs og kiggede på mig. Forsigtigt foreslog jeg at det da også kunne være noget stress. Hertil svarede han så at jeg så måtte gå hjem til min kone og finde ud af det. Det er meget underligt imo at være læge og så ikke have interesse i at behandle. Tør man tænke tanken at nogen måske har bedt længerne om at reducerer antallet af stresssygemeldinger?

Det er så vildt, synes jeg. En læge der sidder med en patient, der har det dårligt, og med vilje vælger at undlade at hjælpe. Jeg ved ikke, om de har nogen skjulte dagsordener, men man bliver da i hvert fald mistænksom.

Jeg synes, at det lyder til, du har god grund til at holde lidt øje med, om de der ting, du nævner, bliver ved med at dukke op. Jeg ved ikke, om der er et hierarki for stresssymptomer, men jeg kan godt synes, at når det begynder at handle om føleforstyrrelser og om ens sanser og decideret svimmelhed og den slags, så er det på vej til at være mere, end man selv kan håndtere.

Det ved jeg egentlig ikke. Jeg ved ikke, om det er fordi vi er jyder :) der bliver ikke snakket så meget om det. Og det er også fint nok. På en måde er det rart nok bare at kunne opføre sig som om, alt er normalt.

Jeg kan genkende så meget i det du skriver!

Jeg føler så meget med de mærkelige symptomer, som man ikke ved, hvor man skal parkere, fordi de er så mærkelige. Jeg får også mærkelige ben, når jeg har haft for meget om ørerne. Jeg tror, det er en slags spændinger, jeg har, mens jeg sover. Men man ender nemt med bare at gå med det selv, fordi… hvad skal man gøre? Sige til sin læge, at man har mærkelige ben? Der var en slags todelthed i det for mig. På den ene side prøvede jeg at ignorere det. På den anden side var jeg megabange for, at det var et symptom på noget helt galt. Noget jeg har lært under mit forløb er, at bekymringer for noget hypotetisk kan være lige så belastende, som hvis man var i situationen i virkeligheden. Derfor er det på en måde selvforstærkende, når man får et stresssymptom, og symptomet gør en bekymret.

Er glad for at høre, du har skiftet læge. Jeg havde også nogle trælse oplevelse i mit forløb, der fik mig til at skifte læge. Jeg synes, det er vildt, hvor meget man er overladt til sig selv med at løse stress. Det der med at tage til læge, hvor man når frem til, at det må være stress, og så får man ingen redskaber til at løse problemet med. Det er som om alle går ud fra, at stressramte mennesker selv ved, hvad der er bedst for dem, og det er jo da i bedste fald tvivlsomt, for de har jo allerede stress.

Jeg synes det lyder fornuftigt at putte gode ting ind i ens liv. Tænker du også på at få nogle pauser, hvor der slet ikke er ting? Jeg havde det længe sådan, at jeg skulle være på hele tiden. Jeg skulle være sammen med mine børn eller lave noget praktisk, og hvis jeg endelig gjorde noget kun mig selv, så var det stadig en aktivitet, og i øvrigt var mit hoved fyldt med ting, jeg skulle, så hvis jeg endelig fik et ledigt øjeblik, så slappede jeg alligevel ikke af i det. Jeg brugte aldrig tid på bare at eksistere, og det jeg har fundet ud af er, at det har jeg faktisk bare virkelig meget brug for. Det er nok ekstrameget aktuelt for mig pga. adhd’en, fordi de der almindelige situationer, hvor der bare er meget liv omkring en, er ret overstimulerende for mig, men jeg tror det spiller en rolle for alle. Det der med at give sit nervesystem nogle pusterum. Jeg bruger nogle mindfulness-øvelser, som jeg har lært af en psykomotorisk terapeut. Ved ikke om noget lignende kunne give mening for dig?

Jeg var altid træt, også i længere tid end de der halvandet år. Skulle altid slæbe mig ud af sengen om morgenen. Jeg havde tit spændingshovedpine, og fik det også oftere og oftere. Jeg var tit gnaven, specielt over for mine børn, og jeg var enormt ufleksibel, fordi jeg var fuldstændig fastlåst på alle de ting, jeg hele tiden skulle. Hvis jeg lagde mig ned og lukkede øjnene, havde jeg det tit som om rummet drejede rundt over mig.

Men så var der et tidspunkt hvor det begyndte at være sådan, at jeg tit startede weekenderne med at tro, jeg havde fået maveinfluenza, og så gik det over igen om lørdagen. Og det blev værre og værre. Til sidst gik jeg og var simpelthen kronisk forstoppet flere uger i træk. Det burde jeg have reageret på. I den her periode havde jeg også oplevelser, hvor jeg kunne blive fuldstændig låst i bestemte situationer. Fx ikke at kunne finde ud af at parkere bilen, fordi der var meget trafik på parkeringspladsen. Jeg havde også nogle helt vilde humørsvingninger, igen mest over for mine børn, men jeg havde også en episode, hvor jeg talte ret grimt til en kollega. Det var meget pinligt. Det er ikke sådan, jeg har lyst til at være.

Der skete så det, at jeg tog til en koncert, hvor lyden var høj, og jeg tog noget tinnitus med mig hjem, og min krop flippede fuldstændig ud over det. Det startede en lang periode, hvor jeg var meget lydoverfølsom og faktisk var nødt til at bruge ørepropper i de fleste almindelige situationer. Havde i øvrigt også andre mærkelige symptomer relateret til ører og svælg - spændinger i halsen, svimmelhed, følelsen af at sidde i en kirkeklokke og høre alle lyde derindefra. I dag ved jeg, at det var symptomer på overbelastning, og at jeg burde have reageret, men dengang troede jeg, at det var en høreskade, og at det ville være permanent, så det var bare om at holde sig i gang. Måske ville det have været nemmere at se som en stressreaktion, hvis triggeren ikke havde været høj lyd? Lydoverfølsomhed er i hvert fald åbenbart et ret normalt symptom på voldsom stress. Men det er også mit indtryk, at det i sig selv er et stresssymptom, at man ikke kan finde ud af at stoppe op. Man bider sig fast og holder ud.

Senere begyndte jeg at få nogle meget voldsomme fysiske symptomer - snurrende hænder og fødder, muskeltics, rystelser i hele kroppen men særligt på hænderne - og det endte jeg også med at reagere på, men jeg skulle have sagt fuldt stop med det samme. I stedet gik jeg med det nogle måneder og var faktisk mest bekymret for, at jeg havde en eller anden træls sygdom - sclerose eller parkinson eller sådan noget.

Jeg synes, det er megasvært, det der med at mærke hvornår man skal stoppe. Det fremgår måske også af mit forløb :) For mig blev det meget sådan, at mit system introducerede et symptom, som jeg burde have tænkt over - hvorfor har jeg altid hovedpine? er det normalt at være træt hele tiden? - men i stedet normaliserede jeg det, så i stedet for at det gik over, vænnede jeg mig bare til, at det var der. Så har man den der følelse af, at “nu er tingene normale igen”, men det er jo så fordi det normale har ændret sig. Så det er en adfærd, jeg synes, man skal holde meget øje med. Derudover tænkte jeg tidligere på stress sådan, at ens stress måtte hænge sammen med det liv, der havde givet stress. Jeg tænkte på Jacob Mark, der næsten blev blind af stress, men han var jo også politiker og arbejdede i døgndrift. Jeg havde bare et almindeligt liv med 37 timer om ugen, så derfor måtte der være en indbygget grænse for, hvor stresset jeg kunne blive. Men det er forkert. Folk bliver belastet forskelligt af forskellige ting, særligt hvis man fx har adhd, som jeg nu ved, at jeg har. Derudover tænkte jeg, at hvis man var lidt overbelastet, og blev man lidt stresset, men det er mere kompliceret. Effekten hober sig op. En lille men konstant overbelastning stresser med tiden mere og mere, og som man bliver mere og mere stresset, har man mindre og mindre kapacitet, før man bliver overbelastet. Man kan godt blive meget stresset, selvom det hele kun har været lidt for meget.

Det blev desværre lidt langt - håber det går :) Jeg har fået ret meget på hjerte, når det handler om stress, og vil gerne forhindre andre i at ende, som jeg selv gjorde.

Nej, når jeg ser tilbage i dag er der mange punkter, hvor jeg nu synes, jeg burde have reageret men ikke gjorde det, også helt op til halvandet år før jeg lagde mig. På tidspunktet føltes det som om jeg havde styr på det. Det havde jeg så ikke rigtigt :) I dag ved jeg også, at jeg hele tiden har haft adhd. Det hjælper nok med at forklare, at det gik så galt som det gjorde.

Og tak :)

Tak :)

Jeg havde fødselsdag i denne uge og fejrede det med besøg af nærmeste familie på dagen. Det var en rigtig fin dag. Det jeg mest hæfter mig ved er, at jeg i år har planlagt selv, har købt ind selv, har lavet det meste af maden selv og i øvrigt var til stede hele tiden, mens gæsterne var der, og jeg var ikke fuldstændig ødelagt, da de tog afsted. Sidste år havde min hustru håndteret stort set det hele, og jeg blev nødt til at gå ind i et mørkt rum en halv time midtvejs for at holde en pause. Jeg har været sygemeldt pga. stress i snart to år nu, og det er rart med de der milepæle, hvor man kan sammenligne sig med samme situation tidligere, så det er til at se, at selvom det hele tager frustrerende lang tid, så går det faktisk bedre.

God bedring til den mindste! Børneorm har vi alligevel aldrig prøvet :-S

Jeg husker særligt tiden lige efter corona som helt forfærdelig. Det var som om, at alle de sygdomme, ungerne ikke havde fået under nedlukningen, skulle komme lige efter hinanden. Der var nogle måneder, hvor vi mange gange blev nødt til at være strategiske, sådan fx “så siger vi at jeg har første sygedag med yngste i dag, og så har du anden sygedag med ham i morgen, og så har jeg første sygedag med den ældste onsdag, og du har anden sygedag med hende på torsdag”, og derhjemme lå begge børn og hostede eller ørlede begge to alle dagene. Mit job i det offentlige var egentlig ok med det, men det ændrede ikke på, at der ikke var nogen til at tage over, fordi det jeg lavede var så specialiseret, så alle de opgaver jeg ikke havde nået lå bare og ventede når jeg kom tilbage. Det var sgu en hård tid. Er glad for at have lidt ældre børn nu, der ikke bliver syge lige så tit.

Edit: det var vist bare for at sige, jeg sympatiserer enormt meget med alle, der prøver at få det til at gå op med syge børn :)

Synes at have læst, at der var så stor interesse for det spil, at Steam crashede - hvilket er fuldstændig vildt. Men der sker nogle rigtig fede ting i spilverdenen synes jeg. Nu kender jeg ikke rigtigt noget til Silksong og Hollow Knight som spil, men jeg ved, at de er produceret af en lille indie-udvikler. Vi så også tidligere i år, hvordan Clair Obscure: Expedition 33 - også indie - havde helt enorm succes med relativt lille team og budget. For et par år siden var det Baldur’s Gate 3. Samtidig har vi fx mastodonter som Ubisoft, der laver det ene Assassin’s Creed-spil efter det andet, og det kunne have været megafedt, for der er da virkelig en spændende setting at arbejde med, men det er propfyldt med mikrotransaktioner, og værst af alt er det bare kedeligt og sjælløst. Måske nærmer vi os lidt mere et sted, hvor spiludviklere får større succes, når de har noget på hjerte, og når der ikke står en stor koncern bag dem og kræver sikre afkast. Man kunne da håbe!

Jeg er faktisk allerede blevet opereret :) jeg fik det ordnet gennem det offentlige for nok 15 år siden. Jeg så dårligt nok til at det var gratis derigennem. Da jeg har bygningsfejl kunne de dog ikke tage lave en lige så stor ændring, som de ellers havde kunnet. De tog vist omkring 75%. Så alt er MEGET bedre nu end dengang, men jeg ser stadig bedst med briller.

Jo tak! Det er også Louis Nielsen, det her. Det var der, jeg fik mine gamle briller, så det var smart i den forstand, at de havde min gamle styrke at tage udgangspunkt i, og jeg har sådan set også kun gode erfaringer med dem fra før - men det her er ikke ligefrem nogen stor succes.

Det er skørt. Jeg har gået med briller i det mest af mit liv, og jeg er 40. Jeg har aldrig haft briller, jeg har fået rettet på så mange gange som med dem her.

Godt at høre, I fandt nogle ordentlige briller til datteren! Det er et megavigtigt tidspunkt at kunne se ordentligt på.

Det havde jeg faktisk slet ikke tænkt på! Men det burde jo være hvis ikke næste skridt så et af de næste. Jeg er ikke så god til det akavede. Det bliver hurtigt sådan, “ej, men måske er det federe at gå med et dårligt stel end at italesætte, at de åbenbart ikke kan finde ud af at få dem til at passe ordentligt”. Og det er selvfølgelig dumt.

Jeg har fået nye briller. Det er nogle uger siden efterhånden, og jeg kan IKKE få dem indstillet rigtigt. Det hjemsøger mig.

Jeg har købt dem i en forretning inde i byen, så jeg kan ikke bare lige liste forbi hver og hver anden dag for at få kigget på det. Derudover begynder det også at være pinligt - ikke for mig men for dem, synes jeg. Man kommer jo ind, og så er det den ekspedient, som er på arbejde den dag, og som har tid, der hjælper en. Der er først og fremmest ingen kontinuitet eller plan eller noget i den retning, for der er jo ikke en log over, hvordan brillerne blev rettet sidste gang, så alle ekspedienter gør bare noget ud fra hvad de kan se lige nu. Derudover er det også tydeligt, at ekspedienterne ikke er lige gode. Så for tiden er jeg derinde typisk en gang i ugen, og så får jeg brillerne rettet, og så sidder de dårligt på en ny måde - i stedet for at de klemmer bag ørerne, så falder de af, eller de sidder skævt, eller de klemmer siden af hovedet eller noget fjerde eller femte - men man ved først rigtig at det stadig er galt, når man har gået med det lidt tid, så det er ikke sådan at man bare kan insistere på at blive i butikken, til de sidder ordentligt. Jeg bliver faktisk snart desperat. Det fylder så meget mere, end det var meningen.

The Time Traveller’s Wife

Det er en af dem, jeg har valgt fra, fordi det mest af alt lyder til at være en romantisk fortælling. Min kone er glad for den dog. Hun har også læst den der Highlander-serie, som hun lidt henkastet kaldte “højlandssexbogen” - og således valgte jeg også den fra.

The Seven Deaths of Evelyn Hardcastle

Den har jeg læst, og den er rigtig god! Samme forfatter har skrevet The Devil and the Dark Water, som er en slags skibskrimi i kolonialtiden. Den er også god, men det er en anden slags bog. Der er ikke noget af det der med at genleve en mysterium igen og igen.

Hyperion Cantos

Den tror jeg faktisk, jeg har læst den første af engang. Men jeg tror ikke, jeg fattede, at det var en serie. Læste den bare og gik videre til noget andet. Måske skal jeg kigge lidt mere på den igen.

Jeg har det lidt svært med anime. Jeg har prøvet at se nogle få ting, men det fanger mig ikke rigtigt. Outer Wilds har jeg spillet lidt, men jeg har lidt svært ved at samle mig om at fortsætte på det. Tror jeg ville have været vild med det, da jeg var barn, men nu er der for mange ting, der distraherer. Jeg kan i ånden rigtig godt lide de der sandkasse-agtige spil, hvor man selv skal regne ud, hvad meningen er, men i praksis kan jeg ikke sidde længe nok med det til at jeg finder en rytme i det.

Jeg har det på samme måde :) jeg er også blevet brændt nogle gange. Har læst nogle helt utroligt dårlige tidsrejsebøger.

Jeg tror, min yndlingsfilm om tidsrejser er Deja Vu, som egentlig er en action-agtig thriller med Denzel Washington, men som lidt diskret er en ret spændende tidsrejsefilm, fordi den viser en nogle tidsrejseelementer, som den ikke fortæller om. Der er bare nogle tegn på, at der foregår mere, end man får at vide i første omgang.

Mht. bøger læste jeg på et tidspunkt Time and Time Again af Ben Elton, som jeg syntes var spændende, fordi der var nogle twists i den. Jeg kan nok ikke beskrive dem så godt uden at spoile bogen, men som jeg husker det, var der dele af bogen, der snød mig til at gå ud fra, at mit kendskab til genren gjorde, at jeg forstod, hvordan ting virkede, og så virkede de anderledes. Derudover vil jeg anbefale The First Fifteen Lives of Harry August af Claire North, som ikke handler om tidsrejser som sådan men om at blive genfødt til det samme liv igen og igen. Det er også en virkelig godt bog.

Har du nogle ting, du kan anbefale?