Jeg kom i frustration til at se “Knives Out - Wake Up Dead Man” med Daniel Craig på Netflix i lørdags, efter at have brugt 30 min på at finde noget interessant. Shit en lortefilm. Den virkede som en parodi på den film den gerne ville være. En moderne mordmysteriefilm ala Hercule Poirot og lign. Er der andre der har set den? Jeg havde en følelse af at manuskriptet er halvt, hvis ikke helt, AI-genereret. Persongalleriet var alt for karikeret og replikkerne meget unaturlige. Handlingen var trukket ud i hvad der føles som det uendelige. Jeg sad tilbage med en følelse af at jeg havde set fremtiden for film og serier i en AI-slop domineret verden.

Er snart færdig med 3. sæson af Spy x Family. Hold kæft hvor er den grineren. Konen og jeg var nærmest ved at dø af latter i går og var nødt til at pause flere gange for at vi kunne få grint færdigt og stadig følge med. Tror kun jeg har oplevet en lige så sjov anime da vi så Love is War.

Vild nok afslutning på IT: Welcome to Derry. Utrolig flot også.

Jeg vil smide en anbefaling efter Pluribus, efter seneste afsnit måtte jeg se hele baduljen igennem igen.

Vi har set et par film henover weekenden.

At Klappe Med Én Hånd - klassikeren med Jens Okking som kæreste ikke havde set før og som jeg stort set ikke kunne huske. Den er både sød og sjov og en fin lille fortælling selvom der er nogle små hængepartier her og der for mit vedkommende, hvor jeg synes at den bliver liiiiiidt for belejlig. I sidste ende gør det ikke noget for man hygger sig virkelig med den og den har nogle ret gode jokes undervejs.

American Pastoral - Ewan McGregor’s første rolle som instruktør på en film. Den er åbenbart foragtet af mange, kunne jeg se på Letterboxd. Kæreste og jeg syntes den var okay. Ikke noget at skrive hjem om. Jeg må dog indrømme at jeg foragtede datteren som pesten. Når folk spørger “hvad mener du med woke?” så kan jeg fremover henvise til den karakter i denne film. Hold kæft en frelst tøjte. Åbenbart skulle bogen være væsentligt bedre og håndtere emnerne mere nuanceret og komplekst end filmen gør, hvilket selvfølgelig giver mening. Jeg er nysgerrig og den kommer på min liste over bøger jeg gerne vil gnave mig igennem.

All Is Lost - Robert Redford som eneste skuespiller - og med meget få replikker - i rollen som en mand til søs i en sejlbåd, hvor bogstavelig talt alting går galt. Konstant. Meget meget spændende og rørende. Der er et tidspunkt i filmen hvor han har slået hovedet og er ved at indse at han er totalt fucked ombord på sin elskede båd og jeg ved ikke hvad det er, men jeg fik en helt enorm trang til at holde om ham og trøste ham i det øjeblik. Han så så skrøbelig og hjælpeløs ud. Som at se din egen far falde og slå sig og alt i dig bare skriger efter at række ud og hjælpe ham. Det er fuldstændig fantastisk hvad Redford formår at kommunikere med intet andet end et blik og et par forvirrede hovedryst. I det hele taget kan man virkelig se hans tanker malet i ansigtet på ham under hele filmen på trods af at der ikke er nogle ord overhovedet. Man forstår hans livshistorie, hans personlighed, hans behov som menneske og uden tvivl som pensionist og hvad der er på spil rent symbolsk for ham samtidig med den helt konkrete fare han er fanget midt i. Meget god film. Meget meget svær at holde ud til tider og der er sågar en Mærsk-cameo, lol.

• Vi ser Pluribus - den nye Vince Gilligan serie med Rhea Seehorn - og den er naturligvis god. Se den hvis du kunne lide Better Call Saul og Breaking Bad.

• Når det skal være mindre alvorligt eller vi har mindre tid bliver det til Pen15 - en hyggelig cringe-comedy om at være 13 år og kikset. Jeg er ikke god til cringe comedy, men den her er lavet med kærlighed. Jeg fandt den efter at have hørt den anbefalet i podcasten Heavyweight som jeg også kan anbefale på det kraftigste. Hovedpersonerne var venner som 13-årige og genopfører virkelige scener fra deres eget liv omgivet af rigtige 13-årige, og det fungerer uden at være (alt for) weird.

• Vi har også i lang tid set en fransk serie der hedder Un village francais - den foregår i en fiktiv mindre fransk landsby under 2. verdenskrig, og den har lidt Matador-vibes i og med at man følger den samme gruppe mennesker i krigsårene. Den er ikke helt så god som Matador, men den er stadig spændene.

Så kom jeg endelig til Radiohead koncert med min 15årige søn. SÅ fedt! Helt oppe foran, 5m fra Thom Yorke og Co. Det bedste var at se min søns måben over, at de bare stod lige der foran ham og spillede alle hans yndlingssange. Han tog det hele ind og nød det bare i fulde drag. Shit jeg er glad for at kunne give ham den oplevelse. Den fedeste far-følelse ever.

Selve koncerten var rigtig god. En rund scene i midten af Royal Arena, så mange havde mulighed for at komme tæt på. Det var vildt fedt! Dog manglede lyden meget for at være perfekt. Men f it. Vi kom for at se dem. Der væltede med unge mennesker, der læste bøger i ventetiden. Tog billeder med gamle digitalkameraer, spillede kort og Uno og bare var til stede. Der er alligevel håb for fremtiden ☺️